Alt om p-plastre

marts 12, 2016 admin Blog

Der findes mange forskellige former for prævention, der sørger for, at du ikke bliver uønsket gravid. Det betyder, at du har mange forskellige valgmuligheder, en af dem er p-plasteret.

Plasteret indeholder hormoner, som sørger for, at du ikke får en ægløsning og dermed ikke kan blive gravid.

Dog er ingen præventionsformer 100% sikre, derfor skal du altid sørge for at blive undersøgt, hvis du har mistanke om, at du kan være gravid. Overvejer du at begynde at bruge et p-plaster, skal du kontakte din læge. Inden da vil du måske gerne have lidt mere information.

Her er tre af de mest typiske spørgsmål og svar i forbindelse med brug af plasteret, så du kan blive lidt klogere på præventionen.

Hvordan bruger jeg p-plastre?

P-plasteret sætter du på din krop et sted, du selv vælger, så længe du varierer placeringen fra gang til gang. Din hud skal være tør, ren og uden hår, der hvor du sætter det. Du får plasteret i en lille folieindpakning, og det fungerer som et normalt plaster, hvor du tager beskyttelsen af den klistrede side og påfører det på din hud.

Første gang du bruger det, skal du påføre det den første dag under din menstruation. Plasteret skal blive siddende i 7 dage, hvorefter de skiftes til et nyt uden pause. Du skal bruge det i tre uger, og i den fjerde skal du holde pause, hvor du får en ’kunstig’ menstruation.

Hvad er plastrene lavet af?

P-plasteret er et depotplaster lavet af plast. Det er hudfarvet og tyndt, så det ligner en del af din hud. Desuden indeholder det hormonerne norelgestromin og ethinylestradiol, der trænger ind i din krop, og som er dem, der sørger for, at du ikke får din ægløsning.

Hvad hvis det falder af?

Plasteret er beregnet til at blive siddende under både badning, sport og alle andre aktiviteter, men derfor kan det godt falde af ved et uheld. Falder det af, er det vigtigt, at du gør noget ved det med det samme.

Opdager du det inden for et døgn, så prøv først at sætte det på igen. Lykkedes det ikke, skal du tage et nyt og påføre det. Selvom du har fået et nyt plaster på, skal det stadig skiftes, som hvis du ikke havde mistet det første. Er der gået flere dage skal du starte forfra på en ny cyklus.

Det betyder at du skal tage et nyt på, vente syv dage og derefter skifte det, som du normalt ville. Er der gået mere end 24 timer er du ikke beskyttet, og derfor er det vigtigt, at du bruger en anden form for beskyttelse den næste uge, gerne et kondom.

Se flere facts om p-plasteret på Sundhed.dk.

Del artiklen...Share on Google+Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn